Ja så er vi kommet til året 1997, det havde stået på forskellige træninger og øvelser, samt andet godt inden vi nåede afrejse dagen.

 

Dagen hvor afrejsen mod Ex-jugoslavien og området Bosnien-Herzegovina, og byen Doboj, nærmede sig hurtigere og hurtigere. Ting blev pakket, der blev sagt på gensyn til venner og familie, ingen af os der skulle afsted håbede ikke på at det skulle blive farvel, men på gensyn.

Da min far sagde farvel til mig sagde han til mig at hvis jeg døde derned ville jeg få tæsk, jeg ved det lyder barskt, men man skal dog også se det fra de pårørendes side, de anede jo hellere ikke hvad vi tog afsted til.

Vi kom dog alle sikkert hjem. 

 

Men en ny hverdag ventede dernede, en hverdag i uniform og skarp bevogtning, pigtråd, vagttårne, og altid magasin i våbnet når man forlod lejren. Der var ikke to dage der var ens, der var ingen der kunne forudsige, hvad der ville ske bare en time frem.

Vi var altid på vagt, både i tjeneste og når vi havde "fri", motion skulle foregå inde i lejeren, ville man på længere cykelture/løbetur,  skulle der køre følge bil med, hvor der var kammerater med som kørte med skarp ladte våben.